Den 32-årige danske hjælperytter er udtaget til Giroen. Han har kun misset løbet to gange siden debuten.
Cykelrytteren Christopher Juul-Jensen har efterhånden fået set en god bid af Italien. Den 32-årige dansker har seks gange kørt og gennemført Giro d’Italia. Nu får han en syvende tur rundt i støvlelandet.
Team Bikeexchange har mandag offentliggjort holdet til årets Giro, og den loyale og slidstærke hjælperytter med det rødbedefarvede pas er igen blandt holdchefernes udvalgte.
Juul-Jensen er som vanligt tiltænkt en rolle som hjælperytter. Han skal forsøge at hjælpe den tidligere Vuelta a España-vinder Simon Yates på podiet i Verona.
»Til at beskytte kaptajnen gennem det tre uger lange løb har vi den australske vejkaptajn Michael Hepburn sammen med de erfarne power-ryttere Callum Scotson og danske Chris Juul-Jensen,« skriver holdet i en pressemeddelelse.
I foreløbig 11 grand tour-deltagelser er Christopher Juul-Jensen aldrig udgået undervejs.
Blandt de personlige højdepunkter i karrieren er den samlede sejr i Danmark Rundt i 2015 samt DM-titlen i enkeltstart samme år. I 2018 vandt han en etape i Schweiz Rundt.
Landsmændene Michael Mørkøv (Quick-Step), Mattias Skjelmose (Trek) og Magnus Cort (EF Education) skal også køre Giroen i år.
Giro d’Italia indledes fredag i Ungarns hovedstad, Budapest. De tre første etaper køres i det østeuropæiske land.