Den danske målmand Filip Jörgensen debuterede torsdag aften for Chelsea.
22-årige Jörgensen, som har spillet 11 kampe for U21-landsholdet, startede inde i hjemmekampen mod schweiziske Servette og fik en mere end godkendt debut.
Jörgensen havde ikke alverden at lave, men kom på seriøst arbejde et par gange, da gæsterne forsøgte sig med et hovedstød og siden et skudforsøg mod hjørnet.
Jörgensen skiftede i juli til Chelsea fra spanske Villarreal, som han nåede 44 førsteholdskampe for. Prisen blev ikke oplyst officielt, men ifølge engelske medier betalte Chelsea godt 180 millioner kroner.
Danskeren, der tidligere har spillet for de svenske U-landshold, har lavet en syvårig kontrakt med Chelsea, som også har Djordje Petrovic og Robert Sanchez som alternativer i målet.