Så var der igen medvind til klichéen om, at 2-0 er den farligste føring, og det må fodboldklubben Dortmund altså tage på sin kappe.
Tyskerne var nemlig foran på en svær udebane i den spanske hovedstad, men faldt fuldstændig fra hinanden efter pausen mod et Real Madrid-hold, som i gentagelsen af sidste sæsons Champions League-finale foldede sig ud i offensiven og endte med køre en 5-2 sejr hjem.
Blandt andet efter hattrick af holdets brasilianske stjerne Vinicius Junior.
Dortmund-cheftræner Nuri Sahin tog ansvaret for tirsdag aftens dårlige defensive præstationer.
Det siger han i et interview efter kampen.
– Det er min fejl, og det må jeg leve med. Der skal nok komme kritik, men det må jeg stå på mål for. Vi forsvarede os meget, meget skidt, siger Nuri Sahin.
Dortmund var i starten af kampen presset i bund af de spanske giganter, men formåede alligevel at komme foran med to mål på Donyell Malen og Jamie Bynoe-Gittens.