Træner og stjerne uenige om Manchester Citys tilstand efter afklapsning

– Vi er et lidt mørkt sted lige nu, og alt ser ud til at gå den forkerte vej. Selv når vi spiller godt, scorer vi ikke på vores chancer, og vi indkasserer for let.

Sådan lød det fra Manchester Citys Bernardo Silva efter han og holdkammeraterne blev ydmyget af Sporting i Champions League tirsdag aften.

Men den udlægning er klubbens manager Pep Guardiola slet ikke enig i.

– Jeg er uenig med ham. Vi er ikke et mørkt sted.

Tirsdag aften led Manchester City det tredje nederlag i træk, da de i Champions League blev sendt hjem fra Portugal med en 4-1-lussing af Sporting, som havde den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand på banen i alle 90 minutter.