Det engelske fodboldlandshold fik torsdag aften rettet op på oktober måneds fiasko.
Dengang tabte England højst overraskende 1-2 på hjemmebane til Grækenland, men i det omvendte opgør her til aften kørte de engelske favoritter en sikker 3-0-sejr i hus.
Ollie Watkins åbnede målscoringen tidligt i første halvleg, inden et græsk selvmål og en scoring fra debutanten Curtis Jones cementerede Englands sejr i slutfasen.
Dermed overtog England også førstepladsen i sin gruppe foran Grækenland, og den og dermed oprykning til A-laget i Nations League bliver sikret endeligt, hvis England søndag slår Irland på hjemmebane.
Til det opgør mangler stadig de otte-ni spillere, som har meldt afbud til denne landsholdssamling, men reserverne er også af ganske høj kvalitet og viste sig godt frem, inden tyske Thomas Tuchel ved årsskiftet overtager styringen med holdet.