Newcastle giver hjælpeløse United et nytår i kulkælderen

Manchester United kan fejre nytår i dyb krise på en 14.-plads i Premier League med sølle 22 point efter 19 kampe.

På årets næstsidste dag led det skrantende storhold sit fjerde nederlag i træk, da Newcastle vandt 2-0 på Old Trafford og understregede, hvor stor en opgave den nye United-træner, Ruben Amorim, har taget på sig.

Ifølge Ruben Amorim er Manchester United i fare for at rykke ned.

– Der er en risiko for det , og vi er nødt til at være meget tydelige over for vores fans.

– Vi er nødt til at ændre nogle ting, men den her sæson kommer til at være svær for os alle. Det kan gøre os stærkere, og vi er nødt til at kæmpe hårdt, siger Amorim.

Manchester United har aktuelt tabt fem af de seneste seks kampe i Premier League, hvor holdet er placeret på 14. pladsen med blot syv point ned til nedrykningsstregen.