Storspillende Salah og Liverpool nedlægger City

Det var ikke, fordi Liverpool udspillede Manchester City, da Merseyside-klubben søndag aften slog syvtommersøm i sit kandidatur til Premier League-titlen i denne sæson. Slet ikke.

Men sejren på 2-0 blev en demonstration af den soliditet, Liverpool har i denne sæson og Citys mangel på samme. Mohamed Salah satte endnu engang streg under, at han er i en klasse for sig med et mål og en assist.

Manchester City havde som vanligt bolden en masse, men ofte blev det mest bare ineffektivt boldflytteri. Det samme kan man ingenlunde sige om Liverpools egyptiske troldmand.

Hver gang han havde bolden ved fødderne, skete der noget. Som det har været tilfældet gennem hele sæsonen.

Allerede efter 14 minutter viste han sig frem i en af de to discipliner, han har gjort bedre end nogen anden i ligaen i denne sæson – nemlig målscoring.

En smart hjørnesparkskombination satte Salah op i feltet. Via en lille berøring strøg bolden i mål til 1-0-føring. Det var mål nummer 25 i kamp nummer 27. Det gør ham til suveræn topscorer i ligaen.