Anfører kalder afsked med OB bitter efter pokalnederlag

Det var den vigtigste kamp i mere end ti år.OB skulle ikke have haft meget mere tur i den for at vinde torsdagens pokalfinale mod FC Midtjylland.

Efter 120 minutters målløs fodbold sluttede OB’s drømme om at sætte punktum for 15 års pokaltørke i en straffesparkskonkurrence, der samtidig markerede afslutningen for anfører Jens Jakob Thomasens tid i klubben.

For en måned siden meddelte han, at han smutter, når sæsonen er forbi, og afskeden er lidt af et antiklimaks, erkender han.

– Den værst tænkelige måde at tabe en fodboldkamp på er på straffespark. Vi gav dem absolut kamp til stregen, men bitte små marginaler afgjorde det, siger han.

-Det er bare en sur følelse at tabe en straffesparkskonkurrence, når vi har været så godt med.

Den 25-årige midtbanespiller har tilbragt hele sin karriere i OB og slutter med at tabe sin største kamp i den stribede trøje.

Nok led fynboerne et nederlag på banen, men opbakningen fra tilskuerpladserne kan de ikke klage over.

OB-fansene var mødt talstærkt op på Brøndby Stadion, hvor store dele af stadion var farvet blåt og hvidt.

– Det var en sindssyg kulisse og opbakning. Selv efter at vi havde tabt, stod de trofast og hyldede os. De gav den alt, og vi gav den alt.

– Jeg synes, det siger rigtig meget om det format og den tyngde, der er bag klubben. Den opbakning, som klubben har. Jeg synes, vi har fået vækket den sovende kæmpe. Det kunne man se på bedste vis, siger Thomasen.

Cheftræner Andreas Alm mener, at spillerne havde lagt en masse kærlighed i at vinde titlen.

»Så det kommer til at gøre ondt i mange år,« sagde han efter nederlaget.