Liverpool er et skridt nærmere det engelske mesterskab. Onsdag aften vandt Arne Slots mandskab med 1-0 i Merseyside-derbyet mod Everton.
Hjemme på Anfield blev den portugisiske frontløber Diogo Jota helten. Efter knap en time modtog han en hælaflevering fra Luis Diaz, og Jota snoede sig igennem et par Everton-forsvarere, før han udplacerede Jordan Pickford i målet.
Der var ikke tale om nogen spektakulær Liverpool-præstation, men der kunne ikke indvendes noget mod den ventede sejr, selv om Everton bed en smule fra sig i første halvleg.
Evertons Tarkowski kom efter bare ti minutter flyvende med strakt ben og knopperne først ind på læggen af hjemmeholdets Alexis Mac Allister.
Statistikvirksomheden OptaJoe skriver, at Tarkowski nu er den spiller med flest gule kort nogensinde uden at have fået et rødt kort i Premier League. Han er noteret for 63 gule.
Mod Liverpool skulle det første røde måske have været der.
Tarkowski har efterfølgende talt med Alexis Mac Allister.