England udraderer Sverige og er klar til EM-finale på Wembley

England er én sejr fra sin første EM-titel efter 4-0 over Sverige i semifinalen i Sheffield.

For tredje gang i historien er Englands fodboldkvinder klar til at spille EM-finale.

Selvom Sverige var bedst i indledningen, kom de engelske hjemmebanefavoritter i front efter lidt mere end en halv times spil.

Bolden havnede for fødderne af angriberen Beth Mead, havde fundet plads i feltet. Det skal man ikke give den træfsikre offensivspiller for meget af, og topscoren scorede sikkert sit sjette mål ved EM og sørgede for en 1-0-føring.

Målet var det eneste i første halvleg, og mens svenskerne formentlig drømte om en udligning efter pausen, blev det i stedet lynhurtigt til 2-0. Der var kun spillet to minutter af anden halvleg, da Lucy Bronze efter et hjørnespark headede England endnu tættere på søndagens EM-finale.

Alessia Russo udbyggede til 3-0 med en hælscoring, der kandiderer alvorligt til slutrundens bedste mål. Kort efter lukkede og slukkede Fran Kirby med 4-0-målet.hvor Sveriges målmand, Hedvig Lindahl, ikke så helt heldig ud.

England har nu spillet fem kampe ved EM og har en målscore på 20-1.

Kun Spanien formåede i kvartfinalen at score mod englænderne, som i den kamp faktisk var bagud indtil fem minutter før tid, og som måtte ud i forlænget spilletid for at få sejren.

I finalen søndag på Wembley i London skal det engelske hold møde enten Tyskland eller Frankrig.

De to hold mødes onsdag i den anden semifinale.