Svensk fodboldnedtur fortsætter på Europas tredje klasse

De sidste kampe i Nations League-gruppespillet blev tirsdag aften færdigspillet. Det betyder op- og nedrykning for flere nationer, mens den sidste nation, der fortsat kæmper om titlen, er blevet fundet.

Værst blev det for vores svenske naboer, som i opgøret mod Slovenien kæmpede om at undgå nedrykning til den tredjebedste række, Liga C.

Det kunne svenskerne kun undgå med en sejr over deres direkte konkurrenter. Med et 1-1-resultat lykkedes det ikke for svenskerne, hvilket betyder de fremover spiller i Liga C, når Nations League løber af stablen.

I næste udgave af turneringen skal Sverige dyste mod lande som Færøerne, Luxembourg og Kosovo. Med al respekt for dem, er det ikke den slags nationer, svenskerne traditionelt sammenligner sig med.

2022 har formet sig som én lang depression for landstræner Janne Andersson og hans mandskab, der har været svækket af skader og afbud.

I Liga A skulle Spanien bruge alle tre point mod Portugal for at tage Final 4-pladsen fra portugiserne. Med en snæver 1-0-sejr lykkedes det for spanierne, som altså fortsat har mulighed for at vinde trofæet. Spanien tilslutter sig dermed gruppen af Italien, Kroatien og Holland, som er de fire nationer tilbage i turneringen.

I Liga B kunne vores norske naboer i opgøret mod Serbien spille sig op i Liga A, hvor blandt andre Danmark ligger. Men kampen om oprykning delte de med de serbiske modstandere og med et norsk 2-0-nederlag, så bliver det altså Serbien, der i stedet rykker op i Liga A, mens Norge forbliver i B-rækken.

Både Skotland og Ukraine kunne rykke op i Liga A i deres møde her til aften. Bedst stillet var Skotland, som kunne nøjes med uafgjort, og med 0-0 på måltavlen ved slutfløjt, så bliver det altså også skotterne, som fremover har muligheden for at møde Danmark i Liga A ved Nations League-kampene.