Det er gået ned ad bakke for den italienske cykelstjerne Mario Cipollini – og ikke i den forstand, som en cykelrytter gerne vil have det.
For mandag er den 55-årige tidligere verdensmester på den tohjulede blevet idømt tre års fængsel ved retten i Lucca.
Det skriver flere italienske medier, herunder La Gazetta Dello Sport, som beskriver, at Cipollini er kendt skyldig i at have udøvet vold mod sin ekskone, i stalking og i trusler mod ekskonen, Sabrina Landucci, og dennes partner Silvio Giusti.
Derudover er han blevet idømt en bøde på 85.000 euro, svarende til omkring 630.000 danske kroner – 80.000 euro skal betales til ekskonen, mens 5.000 euro skal betales til Giusti.
Cippolini, der har nægtet sig skyldig, var ikke selv til stede i retten mandag, men ifølge Cyclingnews agter han at appellere straffen.
Den italienske cykelstjerne og Landucci blev gift i 1993 og har to døtre, men parret blev altså skilt i 2005 – siden har forholdet udviklet sig ubehageligt, og sagen, der nu er endt med en fængselsstraf, startede i 2017, da Landucci første gang meldte Cipollini.
»Han tog fat om min nakke og bankede mit hoved mod en mur. Jeg fik mange skader, og jeg var nødt til at tage på skadestuen,« har Landucci tidligere fortalt om en episode, hvor Cipollini angiveligt overfaldt hende, mens hun var på arbejde.
Undervejs i retssagen kaldte anklageren Cipolini for en ‘ekstremt voldelig, ekstremt truende og en ekstremt grov mand’, skriver Cyclingnews, der også melder om vidneudsagn, som fortæller om, at Cipollini skulle have truet Landucci med en pistol, fordi hun gik i en for kort nederdel.
Mens han nu trækker overskrifter for sin ageren efter karrieren, så var Cipollini også en rytter, der delte vandene i sin aktive karriere.
Bedst var han i sprinterne, og han er blandt andet kendt for sine resultater med VM-sejren i 2002 og de 12 etapesejre, han vandt i Tour de France.
Men han gjorde sig også bemærket ved at trække sig før bjergetaperne i større etapeløb, han var ofte at se i mærkværdige cykeluniformer, der blandt andet kostede invitationen til Tour de France i flere år – og i år 2000 blev han sparket ud af Vuelta A Espana, da han slog Francisco Cerezo i gulvet før en etape.
La Gazzetta Dello Sport skrev i februar 2013, at Cipollini meget vel kunne have været klient ved dopinglægen Eufemiano Fuentes i sin aktive karriere, men det er Cipollini aldrig dømt for – ej heller har han indrømmet brug af doping.
Nu får 55-årige Cipollini efter alt at dømme tid til at tænke sig om i brummen, mens ekskonen Landucci udtrykker glæde og lettelse over, at der nu er faldet dom i sagen.