United-manager vrager Ronaldo efter udvandring fra kamp

Verdensstjernen er blevet straffet af manager Erik ten Hag, efter han forlod bænken før tid mod Tottenham i protest over, at han ikke var kommet på banen.

Stuntet blev fanget af tv-kameraerne, mens resten af United-holdet var på vej mod en flot 2-0-sejr.

Nu er han udelukket fra truppen mod Chelsea og skal træne alene som straf for sine handlinger.

I en udtalelse på Manchester Uniteds hjemmeside stod der også, at Cristiano Ronaldo ikke vil være en del af den trup, der skal møde Chelsea på lørdag.

Sent torsdag aften har hovedpersonen så reageret. Det har han gjort på Instagram.

– Som jeg altid har gjort gennem hele min karriere, forsøger jeg at leve og spille med respekt over for mine kolleger, mine modstandere og mine trænere, indleder Cristiano Ronaldo et opslag på det sociale medie, som fortsætter:

– Jeg startede som meget ung, og de ældre og mere erfarne spilleres eksempler har altid været meget vigtige for mig. Derfor har jeg altid forsøgt selv at være et godt eksempel for de unge, der voksede op på alle de hold, jeg har repræsenteret. Desværre er det ikke altid muligt, og nogle gange gør du ting i kampens hede.

Cristiano Ronaldo har i denne sæson været på banen i otte Premier League-kampe og lavet et enkelt mål.