Milan tabte 1-2 ude til Torino og er nu seks point efter det suveræne førerhold i Serie A, Napoli.
Efter fire ligasejre i træk kom den forsvarende italienske mester, Milan, ned på jorden søndag aften.
Et par gyldne minutter overrumplede Milan i Torino og grundlagde sæsonens andet nederlag i Serie A.
I det 35. minut bragte ivorianeren Koffi Djidji Torino på 1-0, og bare to minutter senere øgede den russiske midtbanespiller Aleksey Miranchuk.
Midtvejs i anden halvleg fik Milan nyt håb om point, da den brasilianske angriber Junior Messias reducerede.
Torino holdt dog stand og avancerede til niendepladsen med 17 point med den flotte skalp.
Napoli, der på tværs af turneringer har vundet 13 kampe i træk, har på førstepladsen 32 point for 12 kampe og har fem point ned til nummer to, Atalanta, der har 27 point efter søndagens udesejr på 2-0 over Empoli.
Milan kunne have mindsket afstanden og taget andenpladsen sent søndag, men har nu fortsat 26 point på tredjepladsen.