Nicki Sørensen skal ikke længere være sportsdirektør på cykelholdet Israel-Premier Tech.
Torsdag har World Tour-holdet præsenteret sin gruppe af sportsdirektører for næste sæson, og den er Sørensen ikke en del af.
På holdets hjemmeside takker general manager Kjell Carlström danskeren for indsatsen.
Det fremgår ikke, hvorfor Nicki Sørensen, der har været en del af Israel-Premier Tech siden 2016, stopper på holdet.
I 2022 var Sørensen blandt andre sportsdirektør for Jakob Fuglsang og Mads Würtz Schmidt.
Nicki Sørensen var selv professionel cykelrytter frem til 2014, hvor han stoppede karrieren efter 13 år på det danske CSC-/Saxo Bank-hold.
I løbet af sin karriere tog Sørensen ni professionelle sejre, herunder fire danske mesterskaber i linjeløb.
Karrierens største triumf kom i 2009, hvor han vandt 12. etape af Tour de France. Fire år forinden vandt han også en etape i Vuelta a Espana.